Alle kender kvindekræft – ingen kender mandekræft

Nyhedsavisen 7. juni 2008 15:43

 

Hvert år dør lige så mange danskere af prostatakræft som af brystkræft. I Sverige ved de fleste, hvad prostatakræft er – i Danmark bliver sygdommen fortiet

 

 

 

Tre danske mænd dør hver dag af sygdommen. Alligevel ved danskerne nærmest intet om den.

Prostatakræft kan helbredes, hvis der gribes ind, inden kræften har spredt sig. Men ved hele syv ud af ti mænd finder man først sygdommen, når det er for sent.

Prostatakræft dræber hvert år 1.200 danskere. Det er lige så mange, som dør af brystkræft.

Imens brystkræft får masser af opmærksomhed med kampagner som ‘Støt brysterne’, er der helt stille om prostatakræft.

Og det er et særligt dansk problem. På den anden side af Øresund har man langt bedre tjek på sygdommen.

- Svenske mænd ved meget mere om prostatakræft, end danske mænd gør. I Sverige har både kræftforeningen og det offentlige været meget opmærksomme på prostatakræft. Herhjemme er den opmærksomhed stort set ikke-eksisterende, siger Poul Erik Pynt, formand for Prostatacancer Patientforeningen, PROPA.

Mænd ved forsvindende lidt om sygdommen

Myndigheder og foreninger fokuserer ikke på sygdommen, fordi det er en mandesygdom, vurderer Poul Erik Pynt.

- Man ser ofte kvinder stå frem og fortælle om deres sygdom. For mænd handler det oftest om, at man skal behandles og dernæst videre. Mænd vil typisk ikke have, at nogen skal have ondt af dem, siger Poul Erik Pynt.

Den manglende opmærksomhed om prostatakræft betyder, at danske mænd ved forsvindende lidt om sygdommen.

Otte ud af ti danske mænd over 50 år ved nærmest intet om prostatakræft. En ud af fire kender ingen symptomer på sygdommen. Det viser en undersøgelse, som PROPA har fået foretaget.

PROPA vil nu indlede en landsdækkende annoncekampagne for at gøre danskerne opmærksom på symptomerne på prostatakræft.

Mænd står ikke frem

I Kræftens Bekæmpelse erkender man, at prostatakræft har fået for lidt opmærksomhed.

- Man kan med rette undre sig over, at der ikke er fokus på sygdommen, når den dræber lige så mange som brystkræft. Vi har ikke sat fokus på prostatakræft, fordi ingen mænd har villet stå frem og fortælle om deres sygdom. Uden eksempler er det svært at lave kampagner. Det er godt, der kommer fokus på det nu, siger Kurt Damsgaard, kommunikationschef i Kræftens Bekæmpelse.

Han peger på, at det er tabubelagt for mænd at tale om sygdommen.

- Den kan give problemer med potensen og vandladningen, og det er ikke ligefrem emner, som vi mænd kan lide at tale om, siger Kurt Damsgaard.

Det var itorsdag ikke muligt at få en forklaring fra Sundhedsstyrelsen på, hvorfor den danske indsats for at forebygge kræft i Danmark er så langt bagefter vores svenske naboer.

 

Journalist
Per Thiemann
peth@avisen.dk

 

 

 

*                      Kommentarer

7. juni 2008 17:43 | af jenni christensen (jenni)


Screening af mænd over 50 år for PSA-tallet.
En simpel blodprøve, der påviser celleforandringer i prostata på et så tidligt for-stadie, så det helbredes, hvis det bliver behandlet.
Screening, ligesom kvinder tilbydes for brystkræft og livmoderhalskræft.
 

 

7. juni 2008 18:02 | af leon lerche (marsterleon)


jenni, jeg har prøvet at blive undersøgt for den kræft form og tro mig, når den kære læge stikker sin kæmpefinger og i enden og skal mærke, ja så svæver man over briksen, hilsen fra. Leon, som griner og tro det nok snart er tid til nyt eftersyn også selvom det ikke er sjovt.

7. juni 2008 18:34 | af jenni christensen (jenni)


@masterleon.
Få taget blodprøven PSA! Den er ikke så ubehagelig. Det er blot en blodprøve.
Og den viser, hvad du skal vide – i tide !- allerede før, der kan mærkes forandringer i prostata ved en rectal-eksploration. Da kan det være for sent.

7. juni 2008 20:23 | af leon lerche (marsterleon)


jenni, jeg takker og skriver ned, hilsen fra. Leon, som smiler.

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>