Fire veninder i sofaen, kaffe, chokolade og en god gang sladder. Signe fortalte om sin seneste date:
»Han brugte de første 10 minutter til at fortælle om, at han havde været syg tidligere på ugen.«
Jeg kom sådan til at grine. For mænd der taler om deres sygdom, er nemlig en klassiker. Og da der først var taget hul på emnet ville Anne da også godt lige bidrage:
»Jeg havde engang en kæreste, der tog en lille klud om halsen, når den gjorde ondt. En stor stærk nøgen mand (han havde jo feber) med en lille bitte klud om halsen. Det var simpelthen fantastisk.«
Vi grinede og historierne om de syge mænd fortsatte.
Min teori er, at mænd ikke mener, det er i orden at bede om omsorg og opmærksomhed, når de trænger til den i hverdagen. De føler ikke det er maskulint at en stor stærk mand viser sin sensitivitet og sit følelsesmæssige behov.
I stedet får den så hele armen så snart han mærker det mindste optræk til sygdom.
Problemet er bare, at den opmærksomhed, som den raske mand ville få, kommer den ynkelige mand slet ikke i nærheden af.
Hans appellerende adfærd virker omvendt på os kvinder, der tænker: sikke et barn. Vi bliver tiltrukket af en stærk mand, en vi kan føle os trygge ved, ikke et skvat. Omsorgsappellerende adfærd, såsom ynk og dybe suk, er ikke frækt og ikke maskulint – ikke ved det første møde, ej heller efter 12 års ægteskab.
Patienten, der scorer sygeplejersken i filmene, er ikke den ynkelige patient, men manden der bærer sine sår med stil!
Sørg for at få fyldt op på omsorgskontoen, så du ikke bliver nødt til at opfinde en sygdom for at få opmærksomhed. Tag ansvar for din krop og dit helbred. Og når du så en sjælden gang virkelig er syg, så hvil i dig selv og lad kvinden komme til dig. Dine sygehistorier er ikke underholdende eller frække – drop dem!
Da vi veninder sad i sofaen, fortalte Signe, at hun efterfølgende havde svært ved at nyde resten af daten, for som hun sagde: »Så tror jeg, han ville gøre det bedre i en reklame for apoteket end hjemme i min seng.«
KLUMMEN – CECILIE LOLK TOMMERUP
KLUMME: Et ‘nix pille’-sted
Noget helt andet end et nytårsknald
»Nogle gange skal man have et startskud«
KLUMME: Skal du ha’ en tur i skoven?
Cecilie Lolk Tommerup: Døden skal man lære at leve med
KLUMME: ‘Jeg søger en mand for livet’
KLUMME: Livet er også smukt, når det ved at være slut
KLUMME: Nuet er dejligt – prøv at mærke efter
KLUMMME: »Jeg vil også være humo…«
Pølsen fik al opmærksomheden
KLUMMEN: Når nu Bubber kan gå i swinger…
Klummen: Husk at smile og flirte i trafikken